Skuespiller og entertainer Jesper Lohmann tager os denne aften med på en musikalsk rejsefortælling sammen med nogen af alle tiders største musikalske ’rødder’ fra ind- og udland.
På turen møder vi blandt andre Frank Sinatra, Elvis Presley, Otto Brandenburg og Povl Dissing. Og når crooneren Lohmann fra barstolen serverer ’ufortalte’ anekdoter og røverhistorier fra fortiden, er der plads til både smil på læben og eftertænksomhed.
Musikforestillingen er også en kavalkade af røddernes største hits, som Jesper Lohmann fortolker med stort nærvær og respekt for originalerne. Med Peder Kragerups syv mands orkester og kor i ryggen, er der lagt op til en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige.