Rossinis spøgefulde operaforestilling Askepot handler om steddatteren, der vokser op under slavelignende forhold i en dysfunktionel familie med to onde søstre, en grisk og begærlig far, en blid og forstående filosof og en verdensfjern og drømmende prins. Alligevel udvikler hun sig fra ung kvinde til en tindrende frigjort prinsesse. Det kan dårligt blive mere eventyragtigt.
Vejen til frigørelsen er ikke uden forhindringer, men til gengæld stærkt underholdende. Askepot er en sand heltinde, der bryder alle bånd, men også viser tilgivelse for dem, der har holdt hende nede.
I denne nyopsætning fra guidOpera af Rossinis værk fra 1817 er scenografien nutidig, og operaen synges i en ny dansk oversættelse i et nutidigt sprog. Musikken leveres af en kvartet bestående af klaver, violin, cello og klarinet, som gør det muligt at fastholde den levende musikalske dynamik, som Rossini i sin tid skabte.
Der er lagt op til en festlig og nyskabende operaoplevelse i Galaksen.