Mads Wille, Lars Ranthe og Jens Jacob Tychsen, kendt fra den populære tv-serie Badehotellet, spiller tre gamle venner, hvor venskabet bliver sat gevaldigt på prøve, da den ene køber et helt hvidt maleri for 200.000 euro. Man kan lige akkurat ane tre hvide streger på tværs af lærredet.
Maleriet udløser en syndflod af undertrykte konflikter mellem de tre venner. Hengemte sandheder og lovligt friske bemærkninger river i overfladen. Vennernes forhold bliver aldrig det samme igen.
Badehotellet-stjernerne Mads, Lars og Jens Jacob er venner i virkeligheden. De har længe ønsket at spille Yasmina Rezas prisvindende komedie om venskab. Den drøm er nu blevet til virkelighed.
Yasmina Reza er en af Frankrigs største forfattere, og dramakomedien Kunst blev hendes helt store gennembrud. Forestillingen spillede i årevis på West End og Broadway efter verdenspremieren i Paris.