I denne nye version af Emil fra Lønneberg er der gang i teaterlegen, når Emils hoved sidder fast i suppeterrinen, når Ida bliver hejst op i flagstangen, når Kommandusen falder i Emils ulvefælde, og når Emil holder gilde for sognets fattiglemmer.
Vi møder Tyttebær-Maja, Tumbe-Jokum, Bette-Rikke og alle de andre vidunderlige figurer fra Astrid Lindgrens fortælling om en skarnsknægt med hjertet på rette sted.
Georg Riedels musik er lagt i hænderne på et hold instrumentspillende skuespillere under ledelse af Anders Ortman, der også skabte det musikalske univers til Ronja Røverdatter, Mio, Min Mio og Peter Pan.